Friday, September 6, 2013

[Akademisk Kor] Forslag fra to medlemmer til drøftelse på generalforsamlingen

A) Jens Peter Søltoft:

Korkultur

 

Efter en længere udveksling af synspunkter med Nenia, hvor vi er blevet enige om mangt og meget, er hermed et forslag til uddybelse af vores Korkultur på 3 punkter.

 

Om de sociale relationer

 

Som den er formuleret i dag, går den – på det punkt udmærket - med rent sangtekniske kriterier på korets kvalitet. Men det er min erfaring, at korets kvalitet så sandelig også afhænger af gode sociale relationer mellem stemmerne. Derfor vil jeg komme med et forslag til et socialt afsnit i korkulturen.

 

"Ved siden af det rent sangtekniske er det for korets virke også vigtigt, at koret er et sted, hvor vi behandler hinanden med gensidig respekt og hvor alle efter bedste evne bidrager til at prøver og koncerter er en god oplevelse, og derved bliver en ansporing til at alle kan yde deres bedste. Vi tilstræber at opleve en sangglæde ved at være med og samtidig få muligheden for at opdyrke tætte personlige kontakter."

 

Om kriterier for indkaldelse til stemmeprøve

 

Ligeledes er vi enige om, at en gruppes stemmerepræsentant naturligvis skal naturligvis være med i arbejdet. Derfor foreslår jeg en tilføjelse til korkulturen mht. indkaldelse af enkeltstemmer:

 

…Hvis dirigenten – efter samråd med den pågældende stemmerepræsentant – har indtryk af at den stemme kan være medvirkende til klanglige problemer i gruppen…

 

Om stemmerepræsentantens forhold

 

Man kan som stemmerepræsentant i visse situationer komme til at føle sig i klemme mellem gruppen og dirigent/bestyrelse. I korkulturen står der, at man skal ”være bindeled mellem dirigenten og stemmegruppen”, og ”sørge for stemmegruppens trivsel”. Det kan af og til give konflikter med  loyaliteten, hvor man kan komme gevaldigt i tvivl om hvor man står som stemmerepræsentant.

Derfor foreslår jeg et punkt til på listen – og her vil vi gerne høre generalforsamlingens mening om en passende formulering:

 

·        Ved siden af at håndhæve de ovennævnte regler er det at være stemmerepræsentant et tillidshverv, hvor det forventes at man er gruppens talskvinde/talsmand overfor korets ledelse.


B) Marianne Sivholm:

Efter sommerens erfaringer ønsker jeg hermed at fremsætte et forslag til vedtagelse på generalforsamlingen, da jeg finder det nødvendigt at gøre noget aktivt for at sikre tryghed, trivsel og tilfredshed ved at synge i koret. Jeg fremsætter derfor følgende til beslutning:

Forslag 1

A.

Når man er fyldt 50 år, skal man til vedligeholdelsesprøve i lige årstal i januar, februar eller marts. Her kan man blive godkendt på ny og fortsætte i koret, hvis stemmen lever op til de krav, der stilles generelt til sangere i koret. Hvis stemmen ikke længere har den fornødne standard, kan man få en af følgende afgørelser:

1)       man kan blive bedt om at forlade koret når sæsonen løber ud

2)       man kan blive bedt om at arbejde specifikt med sin stemme og komme til fornyet prøve samme tid året efter

3)       man kan få gode råd og vejledning i at vedligeholde og/eller udvikle sin stemme

B

Når man er blevet godkendt til en vedligeholdelsesprøve er man fuldgyldigt medlem af koret indtil næste vedligeholdelsesprøve, og der kan ikke yderligere indkaldes til vedligeholdelses- eller stemmeprøver, hvor man kan dumpe. Hvis dirigenten ønsker at påpege mangler eller inspirere til udvikling, foregår dette kun på samtaleplan uden sanktionsmuligheder. Der kan fortsat indkaldes til ekstra stemmeprøver, hvor der arbejdes målrettet på at forbedre en sangers eller en hel stemmegruppes formåen.

 ******************************************************

 Forslag 1 indstiller jeg til beslutning. Hvis der ikke kan opnås enighed om dette, fordi man ikke finder det vidtgående nok, har jeg et alternativt forslag til beslutning:

Forslag 2

 A.

Når man er fyldt 50 år, skal man til vedligeholdelsesprøve i lige årstal i januar, februar eller marts. Her kan man blive godkendt på ny og fortsætte i koret, hvis stemmen lever op til de krav, der stilles generelt til sangere i koret. Hvis stemmen ikke længere har den fornødne standard, kan man få en af følgende afgørelser:

4)       man kan blive bedt om at forlade koret når sæsonen løber ud

5)       man kan blive bedt om at arbejde specifikt med sin stemme og komme til fornyet prøve samme tid året efter

6)       man kan få gode råd og vejledning i at vedligeholde og/eller udvikle sin stemme

B

Alle medlemmer af koret kan af dirigenten blive bedt om at møde op til en ekstraordinær stemmeprøve i ulige årstal i januar, februar eller marts. Her bliver man bedømt efter samme principper, som gælder ved vedligeholdelsesprøven. Indkaldelse til ekstraordinær stemmeprøve foregår i november eller december måned forud ved personlig henvendelse fra dirigenten til den, det drejer sig om.

C

Når man er blevet godkendt til en vedligeholdelsesprøve eller en ekstraordinær stemmeprøve er man fuldgyldigt medlem af koret indtil næste vedligeholdelsesprøve eller ekstraordinære stemmeprøve, og der kan ikke yderligere indkaldes til stemmeprøver, hvor man kan dumpe. Hvis dirigenten ønsker at påpege mangler eller inspirere til udvikling, foregår dette kun på samtaleplan uden sanktionsmuligheder. Der kan fortsat indkaldes til ekstra stemmeprøver, hvor der arbejdes målrettet på at forbedre en sangers eller en hel stemmegruppes formåen.

 ’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’’

 Jeg ønsker at begge forslag lægges frem til debat, og jeg vil selv gerne have lov til at begrunde og uddybe, hvorfor jeg anbefaler forslag 1. 

 
 

No comments:

Post a Comment